NIKOLAJ PEYK

Hvad Peyk egentligt lavede til sin første klassefest, er i princippet ligegyldigt, for i 1983 begyndte de første dansere at danse electric boogie inde på strøget i København, så vi lader Peyk fødes her.

WILD STYLE

I 1983 startede Peyk på en grafisk uddannelse. Her mødte han Jan (senere DJ Jan), og de to begyndte at gå inde i byen for at tjekke danserne ud. Jan var en fabelagtig electric boogie-danser, men Peyk var helt håbløs, og det var meget frustrerende for ham, for allerede i hiphoppens spædeste barndom handlede det om at være den bedste. I starten af 1984 viste Nygade Biografen (en pornobiograf på Strøget, der havde spillearkade, hvor mange dansere hang ud) filmen Wild Style. Den blev lanceret som en breakdance-film, og til premieren var biografen fyldt med dansere. Filmen indeholdt imidlertid kun ganske få minutters breakdance og handlede primært om graffiti og rap i New York. Mange dansere var skuffede, men Peyk, der var god til at tegne, så her sin chance for at dominere. Samme nat gik Jan og han ud og stjal 5 spraydåser på en tankstation og lavede Danmarks første murgraffiti.

FØRST PÅ TOG

Sammen med en tredje skolekammerat dannede Peyk og Jan graffitigruppen Whap-Gang opkaldt efter en lyd, de gik og sagde meget. I efteråret gik Peyk ud en nat og lavede Danmarks første S-togsgraffiti. Dengang var graffiti nyt og endnu ikke upopulært i offentligheden, så Whap-Gang, der var den førende københavnske graffitigruppe, var ofte på avisernes forsider med deres pieces. I 1986 var danserne for længst forsvundet fra gadebilledet, og graffiti var blevet upopulært. Politiet og DSB havde efterhånden fået kørt de store kanoner i stilling, og flere graffitiskrivere kom i retten med sekscifrede erstatningskrav til følge. I denne periode skete der store udskiftninger i graffitimiljøet, og den nye generation af skrivere førte en decideret krig mod DSB, hvor det handlede om at smadre mest muligt. Peyk, der ikke var så destruktivt anlagt, besluttede sig til at skifte spraydåserne ud med et par pladespillere.

RAP PÅ DANSK

Jan købte også pladespillere, og Peyk og Jan blev til DJ Peyk og DJ Jan. De begyndte at bruge alle deres penge på rapmusik, og om fredagen spillede de i ungdomsklubben Thomas P Hejle, som var samlingsstedet for den københavnske hiphopkultur. I denne periode begyndte man at eksperimentere med rap. Peyk lavede musik og skrev tekster (på engelsk!!!) til rapperen Kid Jam, og sammen vandt de det uofficielle danmarksmesterskab i hiphopmusik 1986. I 1987 blev Peyk og Jan besat af ideen om, at rap kunne være på dansk. En ganske uhørt tanke da hiphopkulturen dengang var meget begejstret for New York, og alt hvad de lavede derovre. Jan og Peyk var ligeglade, men uanset hvor meget de eksperimenterede, kunne de ikke få det danske sprog til at lyde godt. Problemet var, at de automatisk efterlignede måden det amerikanske sprog lød på, når de rappede på dansk, og det var da også først da Einar, som var en af Peyks gamle skolekammerater, prøvede, at det lød ordentligt. Einar kendte ikke noget til rap og var derfor ikke hæmmet af traditioner. Hans måde at rappe på var ny og meget dansk. Peyk skrev teksterne, ikke så meget fordi han havde ambitioner i den retning, men simpelthen fordi Einar ikke kendte til raprytmikken.

DEN NYE STIL

Da MC Einar, som trioen kaldte sig, havde eksisteret i halvanden måned og havde skrevet 3 numre, fik de pladekontrakt. Kontrakten var i starten kun på en 4 numres maxisingle, som Peyk insisterede på at producere. Drengene fik en uges studietid i et billigt studie, og da indspilningerne gik godt, tilbød pladeselskabet dem, at de kunne lave et album, hvis de havde lyst. Peyk fik halvanden uges studietid mere og skrev resten af numrene i studiet. Debutalbummet kom til at hedde "Den nye stil", og det blev en uventet stor salgssucces. De 3 drenge, som indtil da kun havde været vant til at begå sig i undergrunden, fik pludselig parfumerede fanbreve og blev beskyldt af hiphopmiljøet for at have solgt ud. Efter en større danmarksturné, med koncerter af svingende kvalitet, indspillede MC Einar singlen "Jul det' cool" og blev mere populære end nogensinde. Peyks tekster og produktioner blev mere og mere ambitiøse, og da MC Einar gik i studiet og indspillede deres andet album, var indspilningsbudgettet hævet væsentligt. Albummet "Arh dér!" blev imidlertid ikke modtaget særligt godt, hverken af anmeldere eller pladekøbere, og gruppen, som ellers selv mente de havde lavet et fremragende album, blev uvenner og gik i opløsning.

FRA FIASKO TIL KULT

Peyk havde masser idéer til nye numre, og i de næste par år forsøgte han og DJ Jan at gendanne MC Einar 2 gange. Einar og Peyk var dog efterhånden blevet for forskellige, og et nyt samarbejde kom aldrig til at virke, så Peyk beskæftigede sig lidt med reklame, lidt med rocktekster, lidt med smårapprojekter og temmeligt meget med arbejdsløshedsunderstøttelse. Da fiaskoalbummet "Arh dér!" pludselig blev kult i starten af 90'erne, og Børneradio ville have Peyk til at lave en rapføljeton til dem, var han klar.