JAZZY H
Hvad der egentlig skete til Jazzys konfirmationsforberedelse, er i princippet ligegyldigt, for i 1984 viste de Graffitidokumentarfilmen "Style Wars" i fjernsynet, så vi lader Jazzy fødes her.

SPRAYDÅSER OG MIKROFONER
Jazzy H startede med at male graffiti i en af de første store graffitigrupper, Comic Crew, og fik senere, med gruppen PCP (Pathetic Childrens Paintings)
en graffitikarriere, der indskrev sig i den store danske encyklopædi. Efter et par år med graffiti og deraf følgende straffe og erstatningskrav, begyndte Jazzy at rappe. Det startede med lidt rimskriveri, der blev opført for venner samt "digte" i forbindelse med murmalerier, men efter MC Einar kastede lys over vejen frem, fulgte Jazzy den. I starten rappede han med en gammel homie, Krush Boss Kene, der også kunne en smule dj'ing og dermed kreere musikken. De to udfordrede to andre rappere fra graffitimiljøet, det senere Flopstarz, til en venligtsindet battle mellem to graffiticrews. PCP vandt! Det eneste denne duo formåede at udødeliggøre sig med, var et posenummer på Rockers By Choice-albummet "Vi er generationen der ikke må fejle", men det blev lavet meget senere.
RAPNATIONEN
I starten havde kun MC Einar pladekontrakt, og Jazzys muligheder for at få offentliggjort sin rap var i hiphoplokalradioprogrammet "Down by law", der bestyredes af den engelsksprogede rapgruppe, DopeSoulution. De fleste
rappere havde leveret jingler hertil, og djs'ene i DopeSoulution, Blaze og Blom, syntes, at Jazzy H var def, så de lavede musik til ham også. Jazzy udviklede sin stilart, multirimning, og havde sin scenedebut til det, der senere blev kendt som pulejam part 1, men som dengang var Rapnationens "Udienkøre-koncert". Rapnationen var en sammenslutning af raphomies - Flopstarz, DopeSoul, Krushbossen, Jazzy, MC Chose og senere MC Einar.
OP TIL JUL
Trioen (Jazzy H, Blaze og Blom) fik aldrig andet navn end Jazzys, som jo var i front solo og, udover multirimene, brillierede med sit sceneshow, der ikke fandtes - det bestod primært i at stå stille og prædike, eventuelt gå et par skridt til siden - for afvekslingens skyld. Trioen holdt et par år, hvorefter Jazzy hookede op med Chief 1. De lavede en del fede demoer, men den offentlige del talte kun julemaxisinglen "Op til jul", som blev udgivet under orkesternavnet Bossen og Bumsen. Gennem Chief 1 mødte Jazzy Klaus Kjellerup, Danser med Drenge, med hvem han dengang og senere lavede en del med. Jazzy havde på et eller andet tidspunkt mødt den jyske rapper Tue T, Malk de kojn, og da denne flyttede til Sjælland, lavede Jazzy og Tue en duo. Jazzy introducerede Tue og Chief 1 for hinanden. Duoen blev til en trio, og de gik igang med at lave demoer til en plade. Dette blev dog aldrig til noget, for alle tre havde sideløbende projekter kørende. Jazzys projekt var Verdens Længste Rap.