Klik for info om...



 |
|
ØSTKYST HUSTLERS
Det var absolut ikke i 1993, de ypperligste danske sangtekster blev kreeret.
Dengang var det største hit Dubbidub,og det eneste dansksprogede musik var Lars Hugs noget slibrige fortolkninger af gamle danske slagere, så MC Einar var et stadigt voksende kultfænomen.
BO HAN HADEDE IKKE JULEN, MEN DET VAR TÆT PÅ
Børneradio, som hver år sender en juleføljeton, fik den idé, at de gerne ville have MC Einar til at lave en rapføljeton, så de kontaktede Peyk. Han syntes om idéen, men da MC Einar for længst var gået i opløsning, foreslog han i stedet at lade en anden rapper, Bossy Bo, tage sig af vokalarbejdet. På det tidspunkt hang Peyk og Jazzy H en del sammen, og Peyk fortalte Jazzy om sin idé til juleføljetonen. Jazzy tilbød sin hjælp, hvis det skulle være, men det skulle det ikke. Bossy skulle rappe, Peyk skulle skrive, og Jazzy skulle bare være misundelig. Da deadline kun var dage væk, indså Peyk, at han havde prøvet at gabe over en lidt for stor tekstmundfuld. Der var slet ikke så mange ord, som der burde være, så Peyk ringede alligevel (og heldigvis) til Jazzy, som gjorde, hvad han var kendt for - at kaste en masse rim af sig på ingen tid. Juleføljetonen kom til at hedde "Bo han hadede ikke julen, men det var tæt på", og deadline blev kun overskredet med få dage.
ET RADIOPROGRAM PÅ CD?
Da føljetonen blev sendt i radioen var den med det samme succes. Lyttere ringede ind og ville vide, hvor den kunne købes. Det kunne den ikke, og Peyk, Bossy og Jazzy mente, at sådan skulle det blive ved med at være. Året efter blev den genudsendt, og endnu flere ringede ind. Nu begyndte børneradio at mene, at det ville være en vældig fin idé at udgive "Bo han hadede ikke julen, men det var tæt på" på CD, men drengene stod fast. Den var produceret til radio og var ikke egnet til andet. Til en julefrokost hos Danmarks Radio, hvor alle blev fulde, blev der fantaseret; hvad nu hvis man lavede en ny føljeton, og fra starten producerede den med henblik på udsendelse både som radioprogram og CD?
VERDENS LÆNGSTE RAP
Peyk, Bossy og Jazzy begyndte at lege med tanken, men de troede ikke meget på projektet. En ting var at lave en historie i 6 afsnit, som skulle høres 1 ad gangen, det havde de bevist, at man kunne, men at lave ét nummer på over 1 time som man skulle kunne holde ud at høre på ud i et, var en helt anden sag. Først og fremmest skulle historien ikke kun bæres af én, men to rappende hovedpersoner, Bossy og Jazzy. Dernæst skulle der være biroller besat af nogle af landets bedste rappere. Al Jones, manden som første gang lavede programmer om rapmusik i radioen, skulle indtale speakstykker, og sidst men ikke mindst skulle hele CD-mediets effektive spilletid på 79 minutter udnyttes. Dette skulle være verdens længste rap, og det skulle være en rekord, der ikke kunne slås. I drengenes øjne var der kogt en fjollet utopi op, og selve det, at få den udgivet som CD, virkede heller ikke specielt realistisk. Hvordan skulle man få et pladeselskab til at være med på så vanvittigt et projekt på et tidspunkt, hvor danske rapudgivelser var noget, der hørte fortiden til? Børneradio kunne lide drengenes idé. Det samme kunne Sony Music, og et halvt år senere var den lavet.
KLISTERMÆRKER
På dette tidspunkt anså trioen sig ikke som værende et orkester, men mere som en slags rapkonsulenter der var gået sammen om at lave et projekt for Danmarks Radio. Projektet hed Østkyst Hustlers, og bagmændene var Peyk, Bossy Bo og Jazzy H. De to sidstnævnte var godt nok hovedpersoner i historien, men flere af birolleindehaverne var på det tidspunkt langt større stjerner, og det ville Børneradio gerne benytte sig af i CD'ens lancering. De besluttede sig til at sætte et klistermærke på CD-coveret; en forbrugeroplysning: Dette var verdens længste rap, hvor de velkendte MC Einar, Al Agami og MC Zipp medvirkede - samt børneradios logo. Ingen havde på noget tidspunkt forestillet sig, at CD'en skulle blive den store succes, den blev. Med succesen fulgte hitlisteplaceringer, og på hitlister står der som bekendt både kunstnernavn og CD-titel. Her blev projektets titel, Østkyst Hustlers, gjort til orkesternavnet, og titlen, Verdens længste rap, blev hentet fra dette eftermonterede klistermærke.
ET BAND SKABT AF SUCCES
Med Verdens længste rap overgik Peyk, Bossy og Jazzy langt de salgstal, som MC Einar og Rockers by Choice præsterede i slutningen af 80'erne. CD'en blev liggende på salgshitlisten (top 40) i 35 uger og har efterhånden solgt næsten 90.000 eksemplarer. Succesen medførte også præmieringer. Læsere af månedsbladet "Mix" syntes, at det var verdens bedste rap, bedre end f.eks. Beastie Boys, Cypress Hill og Coolio. Statens Kunstfonds tonekunstudvalg mente, at idé og tekst var en større pengepræmie værd. DJBFA (Danske Jazz, Beat og Folk Autorer) tildelte Østkyst Hustlers deres årlige hæderspris, og endelig fik de en grammy i Årets Rap/Dance kategorien, som ellers hovedsageligt blev vundet af ikkerap-orkestre! Trioens opfattelse af dem selv var imidlertid stadig, at de mere var 3 gamle homies med en fælles succesoplevelse end et egentligt orkester, men den uventede efterspørgsel, både salgsmæssigt og live, fik dem til at stille hinanden spørgmålet: "Skal vi egentlig ikke være et band?" En af de sværeste ting ved at lave et band er at finde på et godt navn. Peyk, Bossy og Jazzy var allerede blevet døbt Østkyst Hustlers, og det syntes de var meget fedt. Dernæst havde de masser af idéer til nye numre, og vigtigst, alle tre havde lyst til at fortsætte samarbejdet. Det havde Sony, også og en ny kontrakt blev til. |